Direktør for Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked

Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked
  • Print
  • Forstør tekst

Styrkepositioner skal fastholdes og mange potentialer skal realiseres


Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Det er en del af vores kultur. Det er noget, man mærker i Holstebro Kommune - uanset, hvor du er på Danmarks hyggeligste gågade, på talentakademiet, på den kongelige balletskole, eller på et af de mange andre kulturspots i kommunen. Du mærker det også i skolerne, i sportshallerne, i begejstringen og rundt om på arbejdspladserne, som der bliver flere og flere af.

Holstebro Kommune står et godt sted her ved indgangen til 750-års byjubilæet i 2024 - simpelthen. Der er meget at være stolte af. Tilfredse bliver man nok aldrig helt i Holstebro. En kommune, der kan meget og vil mere. Organisationen er bundsolid, et veldrevet maskineri med klare visioner om at sætte en kulturel dagsorden – lokalt, nationalt og internationalt. Kultur er drivkraften bag udvikling og vækst, den røde tråd i service og drift, og den fælles identitet, der profilerer Holstebro Kommune. Kulturen gør en forskel. Den bevæger. Helt bogstaveligt. Til hverdag betyder det, at man sjældent ser tingene, som de er - hellere hvad de kan blive til.

Meget profilerer og meget kan fortælles om Holstebro Kommune. Udover kulturen kommer man ikke uden om den grønne omstilling, talentudviklingen, den stærke foreningskultur og et velfungerende arbejdsmarked – centrale markører af både det oprindelige og det næste Holstebro-DNA.

Grøn omstilling

Holstebro Kommune har længe været en af de førende kommuner i opstilling af vindmøller og solceller. Med udsigt til etablering og opkobling af flere havmølleparker i Nordsøen bliver Holstebro Kommune absolut førende inden for vedvarende energi. Energien fra sol og vind er fundamentet for de store Power-to-X-anlæg, som nogle af de største energiselskaber opfører i kommunen. Anlæggene skal blandt andet levere grøn brint til industri- og transportsektoren og på sigt danne grundlag for en række følgeerhverv. Dette skaber potentiale for et nyt erhvervseventyr med Holstebro Kommune som knudepunkt for grøn energiproduktion og fossilfrie brændstoffer. Alt sammen er med til at gøre kommunen til en endnu vigtigere brik i den grønne omstilling af Danmark – og resten af verden.

Talentkommune

Når det drejer sig om at udvikle talenter inden for kunst, kultur og idræt, er Holstebro allerede én af landets førende kommuner. Holstebro har mange strenge at spille på, ikke mindst: campusmiljøer, eliteuddannelser inden for kultur og idræt, herunder DTA (Dansk Talent Akademi) og Team Danmark kommune, samt bo- og opholdsfaciliteter for unge. Som talentkommune på kulturområdet knytter projekt "TalentVest - en ny talentinfrastruktur" kunst- og kulturinstitutionerne tættere sammen med de unge.

Den stærkeste idræts- og foreningskommune i kongeriget? - Sandsynligvis

Folk i Holstebro Kommune er helt tossede med sport og fritidsaktiviteter. Det vidner 264 foreninger med i alt 33.000 medlemmer om. Holstebro Kommune ønsker at styrke og synliggøre det frivillige arbejde. Der er mange muligheder for at engagere sig i frivilligt arbejde, hvad enten det er på det sociale område eller i idræts- og kulturlivet.

Arbejdsmarkedsområdet. Erhverv og Beskæftigelse er meget velfungerende og højtpræsterende, og scorer højt i nationale målinger og evalueringer. Indsatserne baseres på en række stærke vækstspor, fx ”Bæredygtig beskæftigelse – og bæredygtig arbejdsstyrke”. Udkast til en ny strategi for Erhverv og Uddannelse er udarbejdet i samarbejde med Erhvervsforum Holstebro, som er erhvervslivets talerør.

Vi søger en direktør, der i denne kultur og forståelsesramme - med drive, energi, viden og erfaringer - kan gøre en positiv forskel.

Vi forventer, at du både har en brændende motivation og forudsætningerne eller talentet for i direktørrollen at bidrage til at skabe den næste epoke i kommunens udvikling sammen med mange andre gode kræfter. Du leder på 2 ben.

På det ene ben skal du lede og stå i spidsen for den fortsatte udvikling af en allerede velfungerende forvaltning og det gode samarbejde mellem forvaltningen og de 3 politiske fagudvalg. Du skal dyrke og udvikle samarbejder i alle relationer: I fagudvalgene, mellem fagudvalg og forvaltning, i ”din” chefgruppe og med medarbejderne i MED-organisationen. Udvikling i samarbejde!

På det andet – og samtidigt – forventer vi, at du er aktivt bidragende til den tværgående og helhedsorienterede udvikling af hele Holstebro Kommune gennem arbejdet i direktionen. Samarbejdet er allerede tillidsfuldt og godt med en fælles ambition om, at direktionen – som det øverste strategiske ledelsesfællesskab – spiller en væsentlig rolle, når de lokale samfundsmæssige udfordringer skal håndteres på den lange bane.

Ledelse og værdier spiller i høj grad sammen i Holstebro Kommune. Ledelsesværdierne og den konkrete ledelse anses som et redskab, der skal hjælpe til med at indfri de høje ambitioner, sikre den gode udvikling og skabe glade og tilfredse ansatte såvel som borgere. Personalepolitikken afspejler dette og fokuserer særligt ”glæde”, ”udvikling” og ”udsyn”. https://www.holstebro.dk/ledelsesvaerdier

Du har allerede erfaring med at lede i en tilsvarende kompleks organisation med en engageret politisk ledelse tæt på og mange forventningsfulde og sine steder ret krævende borgere og brugere. Måske har du allerede direktørerfaring eller også har du bevist dig som en dygtig chef med potentiale til mere.

Du er et menneske og en leder med passion, med ideer og holdninger, som kan udfordre og inspirere os. Så kom frisk med dine tanker og ideer. Udvalget og Byrådet – og andre i omgivelserne - skal nok fortælle dig, når det er nok. Det er velkomment, at du kommer med noget selv, men det er vigtigere, at du også er nysgerrig og inviterende, og at du kan optage og drage nytte af alle perspektiver og input fra de mange aktører og interessenter i og omkring det meget brede og mangeartede forvaltningsområde.

Yderligere information

Læs mere om Holstebro Kommune på www.holstebro.dk og om stillingen og ansættelsesproceduren i det uddybende notat.

Du er velkommen til at kontakte Jan Kjeldsmark fra Mercuri Urval på telefon 40 73 49 50 for en nærmere drøftelse af stillingen og dine muligheder. Holstebro Kommune orienteres ikke om sådanne henvendelser uden forudgående aftale herom. Der kan endvidere i fortrolighed rettes henvendelse til kommunaldirektør Lars Møller på telefon 21 20 17 96.

Ansøgning og CV uploades på Direktør - Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked | Mercuriurval (ref.nr. DK-10055) inden ansøgningsfristen den 8. januar 2024, kl. 10.00.

Deadline for ansøgning

08. januar 2024 10:00



Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up